Madtropperne spejdermærke

Madtropperne

Egnet til 10-17 år

Det er vigtigt at kunne lave god mad – både fordi det smager dejligt, og fordi maden giver energi til aktiviteter. Det handler også om at kunne klare sig selv, og at forstå madens vej fra jord til bord. Og så er det hyggeligt at spise med andre.

Skal din spejdermad være lidt vildere fremover?

Så tag Madtroppernes spejdermærke og lær at lave lækker og simpel mad over bål.

Aktiviteten tager udgangspunkt i Madtroppernes Kulinariske Håndbog. Her har vi samlet tips og tricks til jer. I kan bl.a. læse om de fem grundsmage, finde gode grundopskrifter til nem og lækker spejdermad – og hvis I har mod på det – vilde urter I kan plukke i naturen.

Det tager 2-3 gange (ca. 2 timer pr. gang) at tage Madtroppernes mærke, hvis forløbet er forberedt. Der skal laves 3 aktiviteter, og der er en vurdering til sidst, for at se om man lever op til kravene og kan få mærket.

Læs mere om Madtropperne, som er et projekt fra Madkulturen, på deres hjemmeside.

Madtropperne på Spejdernes Lejr. I 2012 blev Madtropperne introduceret som en aktivitet på den tværkorpslige lejr, Spejdernes Lejr. I denne video ses aktiviteten fra lejren efter, Spejdernes Lejr 2017.
© Madkulturen.

Aktivitet 1: Lav en ret ud fra en af opskrift­erne fra Madtroppernes Kulinariske Håndbog

To og to laver spejderne en ret fra Madtroppernes Kulinariske Håndbog. Retten serveres for resten af patruljen. Tag en snak om, hvad der gik godt og hvad I måske ville gøre anderledes næste gang.

Aktivitet 2: Viden om råvarer i sæson og de fem grundsmage

Spejderne søger viden om, hvornår forskellige frugter og grøntsager er i sæson, samt hvad det vil sige at smage til.

  • Undersøg hvad det betyder, at noget er i sæson. Hvorfor er det en fordel at spise efter sæsonerne?
  • Find 10 grøntsager og frugter og læg dem i rækkefølge efter, hvornår på året de er i sæson.
  • Gennemgå de fem grundsmage og giv eksempler på, hvor man kan finde grundsmagene.
  • Smag på honning, ansjos, citronsaft, valnødder og salt og diskuter, hvilke grundsmage de smager af.
  • Planlæg en ret med mindst én grøntsag i sæson, som I vil lave til 3. gang, og lav en indkøbsseddel. I må gerne finde inspiration i Madtroppernes Kulinariske Håndbog eller på nettet.
  • Spejderlederen eller spejderne køber herefter ind og sørger for at have varerne klar til 3. gang.
Opskrift på tomatsuppe. Tomatsuppen er en god basis at bruge, når man tester hvordan forskellig smag påvirker en ret.
© Madkulturen.

Aktivitet 3: Lav en ret over bål med en grøntsag i sæson

Med den nye viden om de fem grundsmage og råvarer i sæson, laver spejderne nu en ret, de selv har valgt, til deres medspejdere.

Vurdering. For at opnå Madtropperne-mærket skal retten opfylde følgende kriterier:

  • Retten skal indeholde mindst én grøntsag i sæson
  • Alle fem grundsmage skal være repræsenteret i retten
  • Retten skal være lavet over bål – kogt, stegt, bagt, grillet, dampet eller røget osv.
  • Spejderne har prøvet noget nyt, f.eks. en grøntsag de aldrig har smagt før, en ny måde at tilberede en grøntsag de kender, eller de har afprøvet en vild idé!
  • Spejderne kan argumentere for, hvorfor de har valgt at lave netop denne ret, og hvordan de har lavet den.

Det er spejderlederen og medspejderne der vurderer, om retten opfylder kriterierne.

Køb Madtropperne mærke

Vælg antal

Faktureringsadresse

Leveringsadresse

Kontaktinformation

Levering koster 25 kr. Vi leverer i hele landet, men desværre ikke internationalt. Kontakt os for en særlig aftale, hvis du ønsker international levering.