Hjemmespejd – hvordan laver man spejderaktiviteter i isolation?
Coronavirussen raser i hele verden, og siden d. 11. marts har Danmark lukket ned for en masse aktivitet i forsøg på at dæmme op for spredningen. I tråd med regeringens anbefalinger, har Det Danske Spejderkorps indtil videre lukket for alle aktiviteter frem til d. 13. april, og Nat i Naturen (før Sov Ude) der skulle have ligget d. 2. maj er også aflyst. KFUM-spejderne har ligeledes lukket for al aktivitet frem til d. 14. april, og De Grønne Pigespejdere til d. 13. april.
I øjeblikket kan det straffes med bøde, hvis man mødes mere end 10 personer til et offentligt arrangement. Mange centre og butikker samt restaurenter og caféer er lukkede (selvom man stadig vil kunne købe dagligvarer). Alle der kan er blevet opfordret til at arbejde hjemmefra, og kun dem med kritiske funktioner at varetage må fortsat tage på arbejde.
Samtidig er Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut enige om deres anbefaling til familier med børn. De opfordrer til at begrænse legeaftaler og holde sig at lege med de samme 1-2 børn igen og igen for at mindske kæderne af folk der kan smitte hinanden. De anbefaler at finde andre måder at være sammen på, f.eks. digitalt, at foretrække at mødes udenfor når man mødes for at lege, at undgå større legepladser, at holde afstand til hinanden, og at huske at vaske hænder grundigt når man er færdig med at lege.
Det er en helt anderledes verden at skulle være spejder i. Alt det ugentlige arbejde er centreret omkring at mødes fysisk og lave aktiviteter sammen. Det kan vi ikke længere. Det er en stor del af både spejderes og lederes hverdag der pludselig er forsvundet.
Der er mange spejderledere, der ikke mente at mangel på ugentlige møder, skulle komme i vejen for at kunne lave spejderarbejde, og det er gået hurtigt! Der er spejderledere landet over, der har været i tænkeboks over, hvordan man kan lave spejderarbejde uden at mødes. Allerede d. 13. marts, altså to dage efter de første nedlukninger og dagen før Danmark lukkede grænserne var DDS Stenlænderne i gang med konceptet til et mærke, de kaldte Hjemmespejd. Nu er der opstået et helt fællesskab omkring det, og adskillige ledere og grupper er kommet med deres egne bud på hvordan man laver spejderaktiviteter hjemmefra.
I denne blog post udforsker vi de forskellige tilgange og tiltag der er opstået. Hvis du kender til noget, som vi ikke har med, må du gerne skrive til os på kontakt@maerkelex.dk. Vi kommer nemlig til løbende at opdatere siden her, efterhånden som vi hører om mere. Vi håber det kan inspirere alle de mange ledere og spejdere ude i landet til at holde spejderånden i live i denne tid.
Opdateret 5. maj 2020: Vi har tilføjet beskrivelser af Mjølner Gruppe og 1. Søborg Gruppes hjemmespejd-aktiviteter. Desuden er billederne for Coronamærket og Flemmingspejdernes Hjemmespejderi opdateret, Stenlændernes Hjemmespejd er udgået, og Stenlændernes Hjemmespejd Expert er tilføjet.
Aktiviteter hjemmefra
Der har været megen aktivitet på diverse grupper for spejdere, især Facebook-grupperne Det Danske Spejderkorps og Spejdermærker har haft en del diskussion om emnet. Her kommer et udpluk af diverse tiltag. Det kan kræve medlemskab af de to grupper før man kan se indholdet vi linker til (men det er heldigvis åbent for alle).
1. Helsingør har lavet 23 opgaver til mikroer, som kan laves hjemmefra. Det varierer lidt hvor nemt det er at komme til alle materialerne, men langt de fleste opgaver kan laves med ting, de fleste har liggende derhjemme. Opgaver som ”byg et fuglehus” eller ”lav et insekthotel” skiller sig lidt ud på den front. Der er både aktiviteter der træner færdigheder (”lær at binde et tørklædeknob”) og nogle der handler om at tage ansvar for det fællesskab man nu er isoleret i (”gør 3 gode gerninger for dine forældre”).
Stenlænderne har lagt deres tilgang op til inspiration. De lægger løbende nye opgaver op til deres spejdere, som skal besvares (evt. med hjælp fra en voksen) via deres Facebook-gruppe. De planlægger i alt at lægge mange opgaver op, hvoraf man skal løse 10 for at få et mærke.
Østykkespejderne Erik Harefod Gruppe har lavet et opslag hvor de beskriver de opgaver de løbende lægger op til deres spejdere, og fortsætter efterhånden som flere kommer til. De har blandt andet lagt et par kreative opgaver som ”digt en sang” og ”tegn dit bedste spejderminde” op. Bemærkelsesværdigt er Ølstykkespejdernes opgave om oprydning i naturen, som lægger op til ansvarstagen for fællesskabet, selvom vi ikke kan ses.
FDF Mosede kører et koncept for deres FDFere der hedder Kampen mod kedsomheden, hvor de lægger YouTube-videoer op hver uge, med nye udfordringer. De viser også hvordan de selv løser udfordringerne (f.eks. at tage så mange t-shirts på som man kan på én gang), og det giver et personligt touch at kunne se lederne.
MariagerSpejderne lægger løbende hjemmespejd-opgaver op på deres Facebook-side, blandt andet kreative som “byg en båd af genbrugsmaterialer” eller “lav et gækkebrev”, men også de anderledes, som “naturbingo” (hvor man skal ud og finde ting i naturen).
Spejderpodcasten Snobrød og Feltspader har lavet et afsnit om #hjemmespejd, hvor de snakker om alt det der er sket på Hjemmespejderfronten og hvordan det er at være spejder når der pludselig er isolation.
Lumby-Stige gruppe har lavet et Google Maps løb, hvor man kan tage på spejderløb via Google Maps og svare på spørgsmål man kan finde svar på gennem Google Maps’ street view feature.
Ribe Trop har lavet “garanteret Coronafri” digispejd med en masse små opgaver i diverse spejderfærdigheder. Hver opgave har en sjov lille introduktionsvideo, der forklarer konceptet og har en helt særlig stil.
Polarstjernen har samlet inspiration til deres spejdere fra diverse kilder, f.eks. en artikel med et interview med en naturvejleder om hjemmeaktiviteter fra Fyens Stiftstidende, og den britiske spejderorganisations store samling af indeopgaver. De har også fundet et kæmpe katalog over opgaver man kan lave derhjemme, som er udarbejdet af to ledere i KFUM Sct. Knud, men som vi ikke har kunnet opspore andre steder på nettet.
1. Kokkedal tager Balder Gruppes Hjemmespejd-mærke og har lagt deres opgaver for mini, junior og trop op på deres hjemmeside.
KFUM-spejderne i Svenstrup har lavet 4 opgaver, en blanding af gåder og færdigheder.
1. Rønne opfordrer til at tage med på JOTI, Jamboree On The Internet, en spejderlejr på internettet, der hvert år har omkring 1 million deltagere, og i år finder sted d. 3.-5. april.
Ordrup Gruppe lægger løbende Hjemmespejd-opgaver ud på deres hjemmeside, og har blandt andet nogen hvor man også skal ud af huset, f.eks. til Prinsesse Benediktes egetræ op Ermelundssletten. De har også en opgave med at lave mad af skvadderkål som man selv plukker i naturen eller haven.
Tuse Bjerg Spejderne har brugt quiz-programmet Kahoot til at lave udfordringer som deres spejdere kan løse hjemmefra. Det giver et sjovt konkurrence-element.
3. Vesterbro Vildgæssene har lavet et omfattende hjemmespejd-forløb med to temaer: Du og din familie og Spejderfærdigheder. De lægger blandt andet op til at opbygge gode vaner om håndvask, få bevæget sig fra isolationen, og andre ting der kan gøre det nemmere at være isoleret. Som om det ikke var nok, har de også lavet et Spejder-håndværks-forløb hvor man skal bygge og lave forskellige ting, der enten er pæne eller kan bruges, og som tager udgangspunkt i forskellige typer materialer.
Mjølner Gruppe har koordineret deres hjemmespejd over Facebook, baseret på Balder Gruppes lædermærke (se nedenfor) men med deres egen tilgang. De holder virtuelle møder en gang om ugen, hvor spejderne ser hinanden og bliver præsenteret for nye udfordringer. De har blandt andet lavet gode gerninger og været kreative.
1. Søborg Gruppe har lavet en Hjemmespejd-side på deres hjemmeside, hvor de løbende lægger nye opgaver ud til gruppens spejdere. Der kommer en video fra en leder med hver opgave, så spejderne stadig kan se lederne. De har blandet andet holdt spejder i Minecraft og i fællesskab lavet en St. Georgsdags-video. (For åbenhed: både Niels og Anders der står bag Mærkelex er medlemmer af 1. Søborg Gruppe, og har været involveret i gruppens hjemmespejd-forløb.)
Mærker for hjemmespejd
Hvad er den bedste måde at tilrettelægge et forløb på? Selvom spejderledere tit er enige om de brede rammer, er der stor forskel på hvordan man vil gå til detaljerne i de forløb man tilrettelægger. Det kan man også de på de mærker der er kommet på banen med Hjemmespejd som tema.
Det første mærke, Stenlændernes Hjemmespejd-mærke, med dertilhørende hjemmeside hjemmespejd.dk, går (som beskrevet ovenfor) ud på at løse 10 opgaver ud af de 23 der lige nu ligger tilgængelige som forslag på deres hjemmeside. Overskuddet fra salg af mærket går til Læger Uden Grænser. Mærket koster i skrivende stund 25 kr inkl. porto.
Balder Gruppe har lavet et andet Hjemmespejd-mærke med lignende format, dog tilrettelagt efter at spejderledere selv kan finde på 10 opgaver. Mærket kan købes via Balder Gruppes hjemmeside (hvor der også kan findes 10 vejledende opgaver) og koster 10 kr. Alternativt kan man købe en læder-version af mærket til 12 kr.
Flemming Spejderne har lavet et alternativt mærke, Hjemmespejderi, der er opdelt i 3 uger af 5 opgaver. Som spejder skal man lave i gennemsnit 3 opgaver hver uge for at få mærket, og vise resultatet til sin leder, så det kan bekræftes. Alle opgaverne er forberedt, og der er derfor lidt mindre at tænke over som leder, hvis man vælger dette mærke. Mærket koster 20 kr.
Voerladegård gruppe i KFUM-spejderne har lavet deres eget Hjemmespejd-mærke, med 9 vejledende opgaver, men mulighed for at ledere selv kan erstatte med opgaver de selv vælger til spejderne. De vejledende opgaver er i spejderfærdighedskategorien med aflåst sideleje og morsekoder. Mærket er i flotte KFUM-farver og koster i skrivende stund 7,5 kr stk med bestillingsfrist dags dato (24/3). Vi ved ikke om det bliver muligt at bestille efterfølgende.
Afslutningsvis er der Coronamærket som rammesætter 5 aktiviteter rammesat af to Skype-møder med en spejderleder. En spændende del af konceptet her er at ledere og spejdere får set hinanden i øjnene (omend digitalt) i forløbet. Mærkerne har virus-tema og koster 20 kr stk.
Eftersom isolationsperioden er blevet forlænget, har Stenlænderne lavet endnu et mærke, kaldet Påskespejd, med endnu flere opgaver der kan laves hjemmefra.
I medierne
Stenlænderne stod bag det første Hjemmespejd-mærke (se ovenfor), og deres tilgang er blevet dækket i Lokalavisen Egedal.
Albertslund Posten har dækket Skovgruppens brug af Hjemmespejd-mærket.
Mariagerspejdernes hjemmespejderopgaver, som de lægger op på deres Facebook-side, er blevet dækket i FjordAvisen.
Holbækspejderne har givet deres bud på hjemmespejd i Helsingør Dagblad, og anbefaler blandt andet Stenlændernes Hjemmespejdermærke.
TV Midtvest har skrevet om Storaa Gruppes hjemmespejd.
Hvad er det næste?
Der er allerede sket meget kreativt på Hjemmespejd-fronten, og det ser ud til at vi nu har endnu et par ugers isolation at fylde ud med aktiviteter, og hvor vi skal være kreative for at holde gang i spejderiet.
Vi, Niels og Anders bag Mærkelex, arbejder sammen med andre ledere i vores gruppe på hvordan vi skal lave hjemmespejd der passer til lige præcis vores gruppe. Det bliver spændende at se hvad vi finder på i fællesskab, efterhånden som flere og flere ledere og grupper kommer på banen.
Det virker allerede nu som om der er mange mærkerammer og -designs at vælge fra, så måske er det ikke lige der kræfterne skal bruges. Men hvordan får vi f.eks. sat fællesskabet i fokus, selvom vi ikke kan mødes?
Vi laver et Facebook-opslag med denne blog post hvor I er velkomne til at dele jeres ideer og tiltag. Vi vil gøre vores bedste for at samle op på alle de ideer vi hører, så I kan komme her for at få inspiration.
Spejderhilsen
Niels og Anders fra Mærkelex