Når man bliver gift med en spejder...
I denne blog post kigger vi på hvordan ideen til et mærke opstod, hvordan det blev fremstillet, og på nogen, der har taget det.
For de dedikerede
Det er sejt nok 12 forskellige knob og 4 pynteknob. Og man skal heller ikke kimse af folk der kan spise et kilo bacon på en time.
Men der er nogen mærker, der kræver mere dedikation end andre. Nogle mærker får man for at binde rafter sammen, og så er der det mærke, man får for at binde sig for livet.
Spejder er ikke noget man går til, det er noget man er, og for rigtig mange mennesker fylder spejder rigtig meget. Her møder man venner for livet, og måske en livspartner.
Det er lige præcis det sidste tilfælde, som dette mærke retter sig imod.
Kender du nogen, der skal giftes med en spejder? Eller nogen, som har været gift i noget tid, og som måske snart har sølvbryllup? Mærket Gift med en spejder er en fin måde at markere de spejdere, der virkelig har gjort spejderi til deres liv.
Gift med en spejder
Én gang spejder, altid …
Der findes mange forskellige måder at slutte den sætning på, men budskabet om at spejder er noget der former en for livet er det samme, ligemeget hvordan sætningen slutter.
Spejder former ikke bare en som spejder, det giver også relationer der varer en livstid. Det giver venner for livet. Og nogen gange endnu mere end det.
Mærket Gift med en spejder får man, hvis man er så dedikeret at man vælger at … ja, du har nok gættet det … blive gift med en anden person, der også er spejder!
Mærket kan gives som bryllupsgave eller under en tale til brylluppet, men det er også helt i orden at få mærket selvom man har været gift med en spejder i efterhånden mange år!
Et mærke bliver til
"Ideen kom til min kæreste og jeg en tre måneder før min kærestes søsters bryllup," forklarer Anna Liv Bolther, der præsenterede ideen for os hos Mærkelex. "Min kærestes søster og hendes nuværende ægtemand fik første gang øjnene op for hinanden for 10 år siden på en spejderlejr — ved et lejrbål og det hele — og de er begge stadig i dag meget engagerede som spejderledere i Beder-Malling området hvor de kommer fra. De er selvfølgelig også så meget andet, men de kan ikke komme udenom at de er et rigtigt spejderpar."
Mærket var først og fremmest tænkt som en unik og personlig gave, men også med et glimt i øjet. Det skulle være "mindre forglemmeligt end en Kählervase," forklarer Anna.
"Vores nuværende svoger Rune har i en længere periode sovet i en masse forskellige shelters for at opfylde kravene til et spejdermærke. Dette projekt har resten af familien selvfølgelig hørt en smule om til søndagsmiddage og lignende", forklarer Anna. "På trods af at hverken min kæreste eller jeg på nogen måde er typen der sover i shelters, blev vi faktisk i en periode ret fascinerede af alle de her mærker man som spejder kan gøre sig fortjent til."
Anna kontaktede Mærkelex helt tilbage i April, og spurgte om ikke det var noget vi kunne hjælpe med. "Det kunne være sjovt at få lavet dem et spejdermærke, som man kun kan få hvis man gifter sig med en spejder," skrev hun. Og vi var vilde med ideen!
Vi gik hurtigt i gang med at kigge på et design til mærket. Vi havde nogle tidlige koncepter, noget med en ring, der sad fast på et tørklæde, og kommunikerede lidt frem og tilbage. Billedsproget i at have ringe og tørklæder på mærket blev vi hurtigt enige om var en god ide.
Efter at have fået konceptet på plads, satte vi, Anders og Niels, os ned for at få lavet et endeligt design, der kunne sendes til produktion. Desværre kunne vi ikke rigtig få oversat skitsen direkte, på en måde, der fungerede. Ringen blev for stor, og det så fjollet ud. Eller også fik tørklædet en underlig form.
Til sidst faldt vi over ideen med to arme, der holder i hånd. Vi kunne stadig få ringen med, nu mindre fremtrædende, men til stede på hænderne. Det blev et endeligt design, som vi var godt tilfredse med.
Vi sendte mærket til produktion, og bad dem tilføje en gul kant, i samme farve som ringene.
Mærket overrækkes
Til brylluppet blev der råbt tjikkerlikker, og der var spejdertørklæder på kagen. Et rigtigt spejderbryllup!
Anna, som ikke selv er spejder, fandt hurtigt ud af at spejdere ofte er ensbetydende med "en særdeles festlig aften," som hun formulerer det.
I talen, da mærket blev overrakt, sagde Annas kæreste: "Jeg har erfaret at man hos spejderne opererer med mærker. I kender dem nok, man får mærker der sys på uniformen for at vise at man på en eller anden måde har overkommet en udfordring. Det kan for eksempel være at have lært at bruge en dolk eller at have vandret 50 kilometer. På sin vis synes jeg jo at parret for så vidt har mestret en af livets største udfordringer; kærligheden... Eller den udfordring det er at gifte sig med en spejder. Derfor skal parret også have et spejdermærke i belønning så de kan blære sig lidt."
"Det hele startede lidt i sjov, men ideen til mærket er dog først og fremmest baseret på min kærestes søster og hendes mands søde fælles historie," reflekterer Anna. "Mærket skal tænkes som en besked til parret om at alle omkring dem synes de er det sejeste par nogensinde og dét kan de godt være stolte af."
Og mon ikke der også er andre seje spejderpar ude i det ganske danske land? "At mærket bliver et rigtigt mærke andre også kan optjene gør da bare det hele meget sjovere," siger hun. Og det er det så blevet. Du kan finde og købe det her på siden: Gift med en spejder-mærket.
Vi håber du nød denne her hyggelige historie fra hverdagen. Vi synes i hvert fald den giver et godt perspektiv på hvordan spejdermærker ses udefra, og hvordan de kan bruges til at opbygge en fælles forståelse mellem spejdere og ikke-spejdere. Nå ja, og så stort tillykke til brudeparret, selvfølgelig!
Spejderhilsen,
Niels og Anders fra Mærkelex